Digitaliseringen af juridiske processer har i de senere år ført til fremkomsten af smart contracts, der anvender blockchain-teknologi til automatisk at udføre kontraktlige forpligtelser uden menneskelig indblanding. Disse kontrakter bliver programmeret med specifikke betingelser, der er direkte indkodet i selve koden, så når disse betingelser er opfyldt, sker udførelsen af kontrakten automatisk og uigenkaldeligt. Dette giver væsentlige fordele, såsom øget effektivitet, da den tidskrævende manuelle proces med kontraktstyring og -håndhævelse elimineres. Desuden øger det gennemsigtigheden, da alle transaktionsdata bliver optegnede på blockchainen på en åben og uforanderlig måde, hvilket mindsker risikoen for svindel eller misbrug af information. Brugen af smart contracts kan hjælpe virksomheder med at reducere deres driftsomkostninger og fremskynde transaktioner, hvilket er særligt vigtigt i finanssektoren og forsyningskæden. Afhængigheden af decentraliseret teknologi gør det muligt at udføre kontrakter uden behov for en central myndighed eller mellemmænd, hvilket i nogle tilfælde reducerer den juridiske og administrative byrde betydeligt.
På trods af de fordele, som smart contracts tilbyder, medfører de dog betydelige juridiske og praktiske udfordringer. Hovedspørgsmålet er, om smart contracts, der er helt baseret på kode, kan håndhæves juridisk på samme måde som traditionelle kontrakter, der styres gennem menneskelig indblanding og juridiske processer. I modsætning til traditionelle kontrakter, der ofte kræver juridisk dokumentation og fortolkning, er en smart contract baseret på et sæt regler og algoritmer, som måske ikke altid kan forstå kompleksiteten af menneskelige intentioner og juridiske nuancer. Dette kan føre til konflikter, når udførelsen af kontrakten afviger fra, hvad parterne oprindeligt havde til hensigt, for eksempel hvis koden indeholder fejl, eller hvis betingelserne i koden er uklare eller ufuldstændige. Den juridiske ramme for smart contracts er desuden stadig under udvikling, og spørgsmålet opstår, i hvilken grad smart contracts anerkendes og håndhæves af loven i forskellige jurisdiktioner. Forskellige lande anvender forskellige tilgange til den juridiske gyldighed og håndhævelse af smart contracts, hvilket kan udsætte virksomheder, der opererer internationalt, for juridiske usikkerheder og risici. Dette skaber behov for mere klart definerede love og regler, så virksomheder med tillid kan anvende denne teknologi.
a. Juridisk Håndhævelse
En af de største juridiske udfordringer, der opstår med smart contracts, vedrører håndhævelsen af disse digitale aftaler. Smart contracts er designet til at blive udført automatisk, så snart betingelserne er opfyldt, og fungerer på baggrund af foruddefineret kode i stedet for menneskelige handlinger. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt smart contracts kan håndhæves på samme måde som traditionelle kontrakter i juridisk forstand. Traditionelle kontrakter administreres og overvåges normalt af mennesker, som har en dyb forståelse af konteksten af aftalen og de gensidige forpligtelser. I modsætning til traditionelle kontrakter, der kan fortolkes og justeres af juridiske fagfolk i tilfælde af uklarheder, er en smart contract principielt stiv, da dens udførelse er helt afhængig af den kode, der er skrevet i den.
Spørgsmålet her er, om smart contracts kan anses for at være juridisk ækvivalente med traditionelle kontrakter. I mange jurisdiktioner er der stadig usikkerhed om den juridiske status af smart contracts. I nogle lande er de allerede anerkendt, mens andre jurisdiktioner stadig søger en passende lovgivningsmæssig og juridisk tilgang til disse digitale aftaler. Dette har indvirkning på håndhævelsen af smart contracts i retssager. Kan en smart contract for eksempel bruges som bevis i en retssag, og i så fald hvordan bliver dens udførelse kontrolleret? Hvordan løses tvister, hvis kontrakten blev udført automatisk, uden at de involverede parter udtrykkeligt har givet deres samtykke, f.eks. i tilfælde af en misforståelse eller en teknisk fejl?
Et andet vigtigt aspekt af den juridiske håndhævelse er spørgsmålet om, hvorvidt smart contracts giver parterne mulighed for at håndhæve deres rettigheder, hvis der opstår et problem. I tilfælde af en traditionel kontrakt kan en part normalt gå til retten eller anvende alternative tvistbilæggelsesmekanismer for at sikre overholdelse af aftalen. I forbindelse med smart contracts kunne håndhævelsen i en juridisk kontekst variere afhængigt af kompleksiteten af koden og fortolkningen af de underliggende betingelser. Ved konflikter om udførelsen kan behovet for juridisk indgriben opstå, og spørgsmålet vil være, om retten eller en anden kompetent myndighed er i stand til at fortolke kontrakten på en måde, der tager højde for parternes oprindelige intentioner.
Problemet med den juridiske håndhævelse af smart contracts forværres af det faktum, at koden i mange tilfælde er skrevet af personer, der muligvis ikke altid forstår de juridiske konsekvenser af deres valg fuldt ud. Fejl i koden kan utilsigtet føre til en udførelse, der ikke stemmer overens med parternes intentioner. Dette kan være problematisk, hvis en part forventer et bestemt resultat, men kontraktens udførelse afviger. I så fald opstår spørgsmålet om, hvorvidt de tekniske fejl i koden kan rettes, og hvordan disse rettelser bør behandles juridisk. Manglen på menneskelig indgriben gør det sværere at løse sådanne fejl, især når der ikke er klare retningslinjer for at rette disse problemer i en juridisk kontekst.
Et centralt juridisk spørgsmål, der opstår, er, om smart contract-systemet er tilstrækkeligt fleksibelt til at kunne håndtere dynamikken i kommercielle kontrakter og den brede vifte af situationer, der kan opstå. Hvor traditionelle kontrakter ofte giver plads til forhandling og fortolkning, kan smart contracts begrænse parternes interaktion til det, der bogstaveligt talt er skrevet i koden. Dette kan ses som en fordel for nogle virksomheder, da det kan reducere omkostningerne ved juridiske tvister og fremskynde udførelsen. Men for andre virksomheder kan det udgøre en hindring, da det begrænser deres evne til at reagere fleksibelt på situationer.
Juridisk set er det derfor vigtigt, at der ved brug af smart contracts træffes klare aftaler om håndhævelsen, for eksempel ved at kombinere smart contracts med traditionelle juridiske mekanismer som voldgift eller mægling for at løse tvister. I nogle tilfælde kan det også være nødvendigt at inkludere en klausul, der beskriver proceduren for at rette fejl i udførelsen af en smart contract, samt parternes rolle i at løse sådanne problemer.
Den juridiske håndhævelse af smart contracts er derfor et komplekst spørgsmål, hvor både tekniske og juridiske aspekter spiller en afgørende rolle. Det er essentielt, at parter, der anvender smart contracts, er godt informeret om konsekvenserne af deres brug, og at de søger rådgivning fra juridiske eksperter, der forstår risiciene ved denne nye teknologi og kan hjælpe dem med at navigere de juridiske udfordringer, der følger med.
b. Fortolkning af Vilkår
Fortolkningen af vilkårene i smart contracts er en af de mest komplekse og juridisk udfordrende aspekter ved denne teknologi. I traditionelle kontrakter anvendes der ofte skriftlige tekster, som parterne kan fortolke og justere for at afhjælpe tvetydigheder. Desuden kan kontrakter ofte blive afklaret gennem juridisk indgriben, hvor parternes hensigter f.eks. kan blive præciseret gennem vidnesbyrd, dokumentation eller supplerende erklæringer. Smart contracts derimod er baseret på blockchain-teknologi, hvor vilkår og forpligtelser fastlægges i form af kode. Denne kode udfører automatisk aftalerne, når de foruddefinerede betingelser er opfyldt. Dette betyder, at fortolkningen af vilkårene kan blive betydeligt sværere, især når koden ikke stemmer overens med de oprindelige hensigter fra kontraktens parter, eller hvis der er fejl i koden.
Det første problem ved fortolkningen af smart contracts er den præcise oversættelse af de juridiske hensigter fra kontraktens parter til kode. Traditionelle kontrakter kan ofte indeholde vage eller åbne standarder, som giver plads til forhandling og fortolkning i fremtiden, men smart contracts er normalt stive. Koden fastlægger vilkårene præcist og udfører dem, hvilket giver meget lidt plads til fortolkning eller justering i tilfælde af tvetydighed. Det betyder, at den måde, hvorpå vilkårene er programmeret i koden, bestemmer udførelsen af kontrakten, uden at der er nogen menneskelig indgriben for at afklare, hvad der blev ment ved udarbejdelsen af aftalen. For eksempel, hvis en smart contract fastlægger, at en betaling skal foretages, når en bestemt mængde varer er leveret, skal koden præcist definere, hvad “varer” betyder, hvor meget der præcist skal leveres, og hvordan denne levering skal verificeres. Kontraktens parter skal være ekstremt detaljerede i deres kodning for at sikre, at der ikke opstår misforståelser, hvilket ofte er lettere at løse i traditionelle kontrakter gennem forhandlinger eller rettergang.
Derudover er spørgsmålet om, hvordan man håndterer tekniske fejl i koden, et vigtigt punkt ved fortolkningen af smart contracts. Kode er per definition modtagelig for fejl, og hvis en bestemt del af koden ikke er korrekt skrevet, kan dette føre til en fejlagtig udførelse af kontrakten. For eksempel, hvis koden indeholder en forkert beregning, eller hvis der er en misforståelse om logikken bag en betingelse, kan det føre til et kontraktbrud. I sådanne tilfælde opstår spørgsmålet om, hvordan fejlen kan rettes. I en traditionel kontrakt kan dette relativt nemt løses ved en juridisk omformulering eller ændring af kontraktens vilkår gennem forhandling, men i en smart contract udføres koden nøjagtig som skrevet, uden plads til fortolkning eller ændringer fra parterne, medmindre der er teknisk viden og ressourcer til at skrive koden om. Dette kan føre til en situation, hvor udførelsen af kontrakten ikke afspejler parternes hensigter, uden at der er en juridisk mulighed for hurtigt at rette fejlen.
Derudover kan fortolkningen af vilkårene i smart contracts blive kompliceret af interaktionen mellem forskellige blockchain-platforme. Smart contracts er ofte platform- og teknologiberoende, hvilket betyder, at den samme kontrakt kan resultere i forskellige udfald afhængigt af den blockchain-omgivelse, de er implementeret i. Forskellige blockchains kan bruge forskellige programmeringssprog, anvende forskellige standarder for udførelse af kontrakter og have forskellige mekanismer til at verificere transaktioner. Dette kan føre til konflikter mellem de programmerede vilkår og den måde, de faktiske vilkår udføres på, især hvis der ikke findes en ensartet standard for smart contracts.
Et andet vigtigt problem ved fortolkningen af smart contracts er risikoen for juridiske tvetydigheder, som ikke kan fanges af teknologien selv. I traditionelle kontrakter kan parterne afklare, hvad der menes med vage eller uklare bestemmelser gennem juridiske procedurer eller mægling. Smart contracts, der kører på forudbestemt logik og regler, kan dog ikke automatisk forstå den bredere kontekst af menneskelige relationer og de subtile nuancer, der kan være involveret i en kontrakt. Antag for eksempel, at der står i en kontrakt, at “betalingen vil blive foretaget ved modtagelse af varer”, men der opstår en tvist om, hvad “modtagelse” præcist betyder (f.eks. det tidspunkt, hvor varerne fysisk modtages, eller hvornår leveringen anses for at være fuldført). I en traditionel situation kunne dette nemt blive afklaret gennem forhandlinger eller retssager, men en smart contract kan kun handle på de strikte betingelser, der er fastlagt i koden, uden at tage højde for de tvetydigheder, der kan opstå i virkeligheden.
I sådanne tilfælde er det afgørende, at dem, der opretter smart contracts, er meget omhyggelige med at definere vilkårene. Brug af vage udtryk eller generelt formulerede klausuler kan i koden føre til uforudsete situationer, der gør udførelsen af kontrakten vanskelig. Der er risiko for, at parterne først senere indser, at visse vigtige aspekter ikke er tilstrækkeligt kodet, hvilket kan føre til juridiske eller finansielle tab. Derfor skal dem, der udvikler smart contracts, grundigt forstå både de juridiske og tekniske aspekter af kontrakterne og sikre, at vilkårene og klausulerne er programmeret præcist og entydigt.
Fortolkningen af smart contracts kræver derfor en dybdegående koordinering mellem juridiske eksperter og programmører. Kun når begge discipliner effektivt samarbejder, kan en smart contract skrives på en måde, der både sikrer teknisk gennemførlighed og juridisk integritet. Dette kræver ikke kun teknisk ekspertise, men også en god forståelse for de juridiske implikationer af den valgte kodning. Det er vigtigt, at vilkårene i kontrakten er klart defineret, og at der er klare retningslinjer for fortolkningen og eventuelle justeringer af koden i tilfælde af uforudsete omstændigheder eller fejl.
c. Juridisk Gyldighed og Anvendelighed
Den juridiske gyldighed og anvendelighed af smart contracts er et væsentligt juridisk spørgsmål, da anerkendelsen og accepten af disse digitale kontrakter i høj grad afhænger af lovgivningen i de enkelte jurisdiktioner. Forskellene i, hvordan forskellige lande anerkender smart contracts, har en betydelig indvirkning på deres anvendelighed og effektivitet på internationalt plan. Smart contracts kendetegnes ved anvendelsen af blockchain-teknologi, hvor kontraktens betingelser er kodet og automatisk udføres, når de forudbestemte betingelser er opfyldt. På trods af den effektivitet og gennemsigtighed, som denne teknologi tilbyder, står smart contracts stadig over for juridiske usikkerheder i mange lande, da lovgivere har været langsommere med at udvikle passende regler for denne nye kontraktform.
Den juridiske gyldighed af smart contracts varierer betydeligt mellem forskellige retsordener. I nogle lande, som Estland og Schweiz, er smart contracts allerede fuldt integreret i retssystemet og anerkendes eksplicit som gyldige og håndhævelige aftaler. I disse jurisdiktioner findes der klare lovgivningsmæssige rammer, der regulerer smart contracts’ funktionalitet og håndhævelse. Lovgivningen fastlægger de betingelser, under hvilke en smart contract anses for at være en gyldig kontrakt, ofte med henvisning til de grundlæggende principper i kontraktret, såsom gensidig enighed, mulighed for udførelse og fravær af tvang eller svig. Dette giver et solidt juridisk grundlag for anvendelsen af smart contracts inden for disse lande. Den juridiske gyldighed knyttes ofte til blockchain-teknologien selv, da transparens, integritet og uforanderlighed af data på blockchain kan tjene som bevis for parternes intentioner og overholdelsen af kontraktens betingelser.
I andre lande er situationen mindre klar. Mange retsordener har endnu ikke vedtaget eksplicit lovgivning, der anerkender smart contracts, hvilket gør disse kontrakter juridisk uafklarede. I sådanne tilfælde må parterne ofte støtte sig på eksisterende generelle kontraktlove, der oprindeligt ikke er designet til digitale eller automatiserede aftaler. I disse retsordener betragtes smart contracts måske ikke automatisk som bindende, især hvis deres kodning ikke lever op til kravene i traditionelle kontrakter, såsom nødvendigheden af skriftlig enighed eller underskrift. Dette kan føre til usikkerhed om håndhævelsen af disse kontrakter og juridiske komplikationer, hvis en konflikt eller tvist opstår. I sådanne tilfælde kan en part, der er blevet forfordelt af udførelsen af en smart contract, forsøge at påvise, at koden ikke afspejler parternes juridiske intentioner, eller at aftalen er i strid med lokale love, der ikke eksplicit anerkender digitale kontrakter.
Den juridiske gyldighed af smart contracts påvirkes også af spørgsmålet om, hvorvidt de digitale signaturer, der ofte anvendes i disse kontrakter, opfylder de lovgivningsmæssige standarder i et land. I mange lande kræver lovgivningen, at kontrakter underskrives skriftligt for at være gyldige, men spørgsmålet om, hvorvidt en digital signatur – som den, der anvendes i blockchain-transaktioner – kan erstatte en fysisk underskrift, er ikke altid entydigt. Mens nogle lande, som USA og EU, lovgivningsmæssigt anerkender digitale signaturer, er det for internationalt opererende virksomheder af afgørende betydning at forstå, hvordan deres kontrakter behandles i de forskellige jurisdiktioner, de opererer i. Dette kan betyde, at smart contracts, der er gyldige i et land, ikke nødvendigvis har den samme juridiske status i et andet land, hvilket er en vigtig faktor for virksomheder, der ønsker at indgå grænseoverskridende aftaler.
Spørgsmålet om anvendeligheden af smart contracts strækker sig også til området for juridiske procedurer. I tilfælde, hvor der opstår tvist om udførelsen af en smart contract, opstår spørgsmålet om, hvorvidt en dommer eller en anden kompetent myndighed kan fortolke og vurdere koden for smart contracten. Smart contracts, som er selveksekverende digitale aftaler, er designet til at fungere uden indblanding fra tredjeparter. Dette rejser spørgsmålet om, i hvilken grad loven kan vurdere en sådan kontrakt, især når betingelserne er fastlagt via kode og ikke traditionel, læsbar tekst. I mange tilfælde vil en dommer eller voldgiftsmand muligvis ikke have den tekniske viden, der er nødvendig for at forstå, hvordan en smart contract fungerer fuldt ud, eller for at løse konflikten uden teknologisk assistance. Dette gør adgangen til retssystemet vanskeligere for de parter, der er involveret i en tvist om en smart contract.
Der er også den udfordring, der er forbundet med den juridiske behandling af de data, der behandles af en smart contract. Da smart contracts automatisk bruger data fra blockchain, kan der opstå implikationer vedrørende privatliv og sikkerhed af disse data, især hvis de indeholder personlige oplysninger. I EU regulerer f.eks. persondataforordningen (GDPR), hvordan personoplysninger skal indsamles, opbevares og behandles. Smart contracts, der indeholder personoplysninger, skal overholde denne lovgivning, hvilket øger kompleksiteten, især hvis blockchain-teknologien ikke opfylder GDPR’s krav vedrørende databeskyttelse og adgang. Dette kan føre til juridiske komplikationer, hvor spørgsmålet opstår, om en smart contract overhovedet lever op til de krav om databeskyttelse, som loven kræver.
Anvendeligheden af smart contracts på globalt plan bliver yderligere kompliceret, da blockchain-teknologi og de underliggende smart contracts ofte opererer grænseoverskridende. Mens en smart contract kan implementeres på en platform, der anvendes af forskellige lande og retsordener, skal retsystemerne i disse lande tilpasse sig en kontraktform, der ikke nødvendigvis stemmer overens med deres eksisterende lovgivning. Dette medfører yderligere udfordringer, især når internationale tvister opstår, der vedrører udførelsen eller håndhævelsen af en smart contract.
I sidste ende afhænger den juridiske gyldighed og anvendelighed af smart contracts i høj grad af udviklingen af love, der er specifikt designet til digitale kontrakter og blockchain-teknologi. Regeringer vil i stigende grad være nødt til at samarbejde med teknologiske og juridiske eksperter for at skabe regler og rammer, der muliggør væksten af smart contracts uden at gå på kompromis med de juridiske beskyttelser af de involverede parter. Det er klart, at fremtiden for smart contracts er uløseligt forbundet med lovgivningens udvikling, og at både virksomheder og jurister skal forberede sig på de stadigt skiftende juridiske landskaber, hvor disse kontrakter opererer.
