Fastlæggelsen af faderskab er en vigtig juridisk proces, især når der er tvivl om, hvem den biologiske far til et barn er. I den hollandske lovgivning er faderskab både et spørgsmål om juridiske rettigheder og forpligtelser. Dette gælder både for ægtefæller og ugifte forældre. Faderskabet fastslås ikke automatisk i tilfælde af ægteskab eller registreret partnerskab, men kan også fastslås af retten, når der er usikkerhed eller tvist om den biologiske faderskab. På den anden side kan faderskabet også blive anfægtet, især i tilfælde hvor den juridiske far ikke er den biologiske far. Denne proces kan have vidtrækkende konsekvenser for de involverede parter, især med hensyn til samværsretter, underholdsbidrag og forældremyndighed. Denne sektion behandler de juridiske procedurer og konsekvenser forbundet med fastlæggelse, anerkendelse, anfægtelse og afvisning af faderskab. Dette er afgørende for at bestemme de rettigheder og forpligtelser, der følger med forholdet mellem forældre og barn.
1. Fastlæggelse af faderskab
I Holland opstår juridisk faderskab automatisk, når et barn fødes indenfor ægteskab eller registreret partnerskab. Dette betyder, at ægtefællen eller den registrerede partner til barnets mor automatisk bliver den juridiske far, med alle tilknyttede rettigheder og forpligtelser. Det er ikke nødvendigt, at ægtefællen eller den registrerede partner også er den biologiske far. Hvis der imidlertid er tvivl om, hvem der er den biologiske far, kan retten beslutte at fastslå faderskabet. Dette kan anmodes af moderen eller barnet, ofte støttet af en DNA-test. Anmodningen kan indgives af moderen inden for fem år efter barnets fødsel eller fem år efter, at hun har fået kendskab til faderens identitet og opholdssted. Hvis moderen ikke indgiver anmodningen inden for denne periode, kan barnet selv anmode om fastlæggelse af faderskab, når det fylder 16 år. Det er vigtigt at forstå, at fastlæggelsen af faderskabet gælder med tilbagevirkende kraft, hvilket betyder, at faderskabet træder i kraft på barnets fødselsdato. Denne tilbagevirkende virkning har ikke kun betydning for det juridiske forhold mellem far og barn, men også for aspekter som underholdsbidrag, hvor faderen kan blive forpligtet til at forsørge barnet fra fødslen.
2. Anerkendelse af faderskab
Hvis forældrene ikke er gift eller har et registreret partnerskab, kan den biologiske far anerkende barnet. Denne proces betyder, at manden officielt anerkendes som den juridiske far til barnet, hvilket har vigtige juridiske konsekvenser. En mand, der anerkender et barn, behøver ikke nødvendigvis at være den biologiske far; han kan anerkende et barn, der ikke er hans. Dette sker for eksempel ofte i tilfælde, hvor den biologiske far ikke ønsker at anerkende barnet eller ikke er tilgængelig, og moderen har en ny partner, der ønsker at påtage sig ansvaret for barnet. Anerkendelsen kan finde sted før, under eller efter fødslen. Anerkendelsen gælder dog ikke med tilbagevirkende kraft på barnets fødselsdato, hvis den sker senere. Det er vigtigt, at moderen giver samtykke til anerkendelsen, da manden uden hendes samtykke ikke kan anerkende barnet. I tilfælde, hvor moderen ikke er villig til at give samtykke, kan manden anmode retten om at erstatte samtykket til anerkendelsen. Anerkendelsen har vigtige juridiske konsekvenser, såsom faderens ret til samvær med barnet, pligt til at betale underhold og, hvis anerkendelsen sker efter den 1. januar 2023, opnåelsen af fælles forældremyndighed over barnet. Før 2023 var anerkendelsen ikke automatisk forbundet med forældremyndighed, og der skulle indgives en separat anmodning om at få forældremyndighed.
3. Anfægtelse af anerkendelse
Selvom anerkendelsen ofte er et vigtigt skridt i den juridiske forældreskab af et barn, kan den også anfægtes. Dette kan være tilfældet, når det viser sig, at den anerkendte far ikke er den biologiske far til barnet. For eksempel, hvis manden troede, han var far, men senere finder ud af, at han ikke er. Også i tilfælde, hvor moderen blev presset til at tillade anerkendelsen, kan anerkendelsen anfægtes. Anfægtelsen af anerkendelsen kan anmodes af den anerkendte far, moderen eller barnet. Loven fastsætter dog klare frister for, hvornår anerkendelsen kan anfægtes. Den anerkendte far eller moderen kan kun anmode om anfægtelse inden for et år efter opdagelsen af, at den anerkendte far ikke er den biologiske far. Barnet har en længere frist, nemlig tre år efter det tidspunkt, barnet blev opmærksom på, at den anerkendte far ikke var den biologiske far. Hvis barnet er umyndigt, kan anmodningen om anfægtelse indgives indtil to år efter, at barnet er blevet myndigt (indtil det fylder 20 år). Dette understreger, hvor vigtigt det er at gennemgå anerkendelsen grundigt, da konsekvenserne af en fejlagtig anerkendelse, såsom juridisk usikkerhed eller uretmæssigt fastsatte underholdsbidrag, kan have vidtrækkende konsekvenser for barnet og de involverede parter.
4. Afvisning af faderskab
I tilfælde, hvor faderskabet til et barn automatisk er fastslået på grund af ægteskab eller registreret partnerskab, kan faderskabet afvises, hvis det viser sig, at den juridiske far ikke er den biologiske far. Dette kan være særligt relevant i situationer, hvor manden for eksempel ikke var informeret om moderens graviditet eller om, at barnet ikke er hans. Loven giver mulighed for, at faderskabet kan afvises af den juridiske far, moderen eller barnet selv, afhængigt af hvornår afvisningen sker. Faderen kan ikke afvise faderskabet, hvis han vidste, at moderen var gravid med en anden mand, før ægteskabet eller det registrerede partnerskab, eller hvis han samtykkede i befrugtningen af barnet. Dette kan for eksempel være tilfældet ved kunstig befrugtning eller hvis manden vidste, at kvinden ville blive gravid med en anden. I tilfælde af bedrageri, som når moderen vildledte manden til at tro, at barnet var hans, kan faderskabet afvises. Processen for afvisning af faderskabet skal indledes inden for et år efter opdagelsen af, at faderen sandsynligvis ikke er den biologiske far. Derudover kan barnet indgive en anmodning om afvisning af faderskabet inden for tre år efter det tidspunkt, barnet blev opmærksom på situationen. Hvis barnet er umyndigt, kan anmodningen endda indgives op til to år efter, at barnet er blevet myndigt. Muligheden for at afvise faderskabet giver en juridisk løsning i tilfælde, hvor den juridiske far ikke er den biologiske far, og hjælper med at rydde op i den juridiske situation for barnet og de involverede parter.
Denne omfattende proces for fastlæggelse, anerkendelse, anfægtelse og afvisning af faderskab danner grundlaget for det juridiske forhold mellem et barn og dets far. Konsekvenserne er vidtrækkende, fra underholdsbidrag til forældremyndighed og arveretter. Det er derfor meget vigtigt, at alle involverede parter er velinformerede om deres rettigheder og forpligtelser inden for denne komplekse juridiske ramme og tager passende skridt for at beskytte eller afklare deres position.
