Varmeloven (“Warmtewet”) og tilhørende reguleringer udgør den juridiske ramme for produktion, distribution og levering af varme i Nederlandene. Siden den første Varmelov trådte i kraft i 2014, og efterfølgende blev opdateret med “Warmtewet 2.0” pr. 1. januar 2021, er offentlige og private aktører i varmesektoren underlagt strenge betingelser vedrørende tarifregulering, forbrugerbeskyttelse og netforvaltning. Målet er todelt: at sikre en pålidelig og overkommelig varmeforsyning til forbrugerne – både boliger og erhvervsbygninger – og at fremme overgangen til varmeforsyning med lav CO₂-udledning. Derudover er Varmeloven tæt forbundet med rumlige procedurer og miljøtilladelser, hvor vurderingskriterier anvendes af kommuner, byplanlæggere og Ministeriet for Økonomiske Anliggender og Klima (EZK). Når aktører i denne kæde – nationale eller internationale varmevirksomheder, deres ledere eller bestyrelsesmedlemmer, kuratorer eller offentlige myndigheder – konfronteres med mistanke om økonomiske uregelmæssigheder, svindel, bestikkelse, hvidvaskning af penge, korruption eller overtrædelse af internationale sanktioner, underminerer dette retssikkerheden, fører til langvarige retssager, forårsager omdømmeskader og truer energitransitionen.
Økonomiske uregelmæssigheder
Økonomiske uregelmæssigheder i forbindelse med Varmeloven kan blandt andet manifestere sig som sløset økonomistyring ved opførelse og drift af varmenet, utilstrækkelig forvaltning af reservefonde eller forkert omkostningsallokering ved beregning af “maksimalpris”. Eksempelvis kan en netoperatør uden robust finansiel politik undlade at reservere tilstrækkelige midler til vedligeholdelse eller udskiftning af rør og varmevekslere. Hvis tarifmodellerne er uklare eller vildledende – ved for eksempel at overføre overdreven profit til forbrugerne – kan dette føre til retroaktive justeringer fra Forbrugere- og Markedsmyndigheden (ACM) samt gruppesøgsmål fra forbrugerforeninger. Kommuner, der tildeler tilskud til restvarmeprojekter uden ordentlig økonomisk kontrol, risikerer sanktioner eller tilbagebetaling af tilskud. Sådanne hændelser reducerer “bankability” for nye varmenetprojekter, tvinger investorer til øget due diligence, og fører til, at banker kræver flere garantier, hvilket forsinker godkendelsesprocedurer betydeligt.
Svindel
Svindel i varmeforsyningskæden opstår, når virksomheder bevidst giver falske oplysninger eller forfalsker certifikater for at opfylde kravene i Varmeloven eller opnå SDE-tilskud. Eksempelvis kan operatører af biomasseanlæg eller geotermiske installationer systematisk underrapportere leveret varme for at undgå sanktioner, eller rådgivningsfirmaer kan manipulere med jord- og vandprøver for at fremskynde miljøtilladelser. Svindel kan også ske ved registrering af forbindelser, f.eks. ved kunstigt at opdele målepunkter for at holde sig under visse tarifgrænser, eller ved at registrere fiktive kunder. ILT og ACM foretager stikprøvekontroller og revisioner af tilskudsansøgninger og tarifberegninger. Opdaget omfattende svindel fører til tilbagebetaling af midler, millionbøder og retsforfølgelse fra forbrugere. Den efterfølgende offentlige vrede skader sektorens omdømme og resulterer ofte i strammere lovgivning og øget tilsyn.
Bestikkelse
Bestikkelse i varmeprojekter opstår, når embedsmænd, kommunale projektledere eller eksterne konsulenter modtager penge eller andre fordele til gengæld for gunstige beslutninger om byggetilladelser eller tariffritagelser under Varmeloven. Dette kan ske gennem direkte betalinger, fiktive konsulenthonorarer eller skjult i legitime fakturaer. Eksempelvis kan en ejendomsudvikler fakturere “rådgivning”, som reelt er betaling for hurtigere kommunal godkendelse af restvarmeinfrastruktur. Hvis bestikkelse opdages, bliver tilladelser og tilskud annulleret, straffesager indledes mod involverede embedsmænd, og projekternes juridiske gyldighed bringes i fare. Følgesager kan vare i årevis og lammer ikke kun det berørte projekt, men også beslægtede projekter i området, hvilket skaber varig mistillid mellem private aktører og myndigheder.
Hvidvaskning af penge
Hvidvaskning i varmeforsyningskæden kan forekomme, når kriminelle netværk investerer i varmenet eller kraftværker gennem stråmandsselskaber for at legitimere ulovlige pengestrømme. Dette kan ske ved kunstig oppustning af installationsomkostninger eller forfalskning af leveringscertifikater. Kommuner eller regioner, der i bestræbelsen på at reducere CO₂-udledning undlader at kontrollere finansielle strukturer grundigt, kan utilsigtet lette hvidvaskning. Når mistænkelige transaktioner opdages af Financial Intelligence Unit (FIU-NL) eller FIOD, bliver bankkonti frosset, tilskud — inklusive EU-tilskud — inddraget, og tilladelser suspenderet. De involverede virksomheder må restrukturere finansieringen, tilbagebetale lån for tidligt og risikerer konkurs, hvilket skaber forsyningsafbrydelser og betydelige sociale og miljømæssige konsekvenser.
Systemisk korruption
Systemisk korruption i forbindelse med Varmeloven forekommer, når administrative beslutninger konsekvent påvirkes af særinteresser eller personlige interesser. For eksempel: når en kommune tildeler varmeprojekter til selskaber, der donerer til politiske partier, eller når en tilsynsførende også arbejder for en rådgiver eller varmeoperatør. Sådanne interessekonflikter underminerer fair konkurrence og offentlig tillid. Højprofilerede sager fører ofte til parlamentariske undersøgelseskommissioner, mistillidsvotummer mod lokale myndigheder og revision af kommunale regler om varme. De virksomheder, der profiterer af sådanne praksisser, risikerer ophævelse eller genforhandling af kontrakter, hvilket udløser en bølge af civile og administrative retssager og alvorlig skader både offentlige og private aktørers omdømme.
Overtrædelse af internationale sanktioner
Varmekæden kan bryde internationale sanktioner ved at anvende netværkskomponenter — som varmepumper, rørisolering eller turbiner — fra sanktionerede leverandører, eller ved at tillade investorer fra sanktionsramte lande at deltage i projekter. Overtrædelse af FN- eller EU-sanktioner fører til annullering af import- og eksporttilladelser, indefrysning af aktiver og bøder pålagt af Finansministeriet. Europæiske SDE-tilskud kan også blive inddraget, hvis et projekt anvender forbudte teknologier eller leverandørkæder. Dette skader ikke kun det pågældende projekt, men også Nederlandenes internationale investeringsklima, og kan føre til diplomatiske spændinger og begrænsninger i internationale samarbejdsprojekter og forskning.
