I Nederlandene har staten en særlig forpligtelse til at beskytte borgere, virksomheder og miljøet mod de negative konsekvenser af planlægnings- og miljøforvaltningstiltag. Når offentlige myndigheder — herunder kommuner, provinser, vandråd, Rijkswaterstaat og deres ledelse eller tilsynsførende — undlader at opfylde denne forpligtelse, kan private parter og samfundsgrupper påberåbe sig statens ansvar for de lidte skader. Kunder i energi-, ejendom- og infrastruktursektorerne forventer en forudsigelig og lovlig beslutningsproces; enhver anklage om økonomisk mismanagement, svig, bestikkelse, hvidvaskning, korruption eller overtrædelse af internationale sanktioner fra staten underminerer denne tillid. Nedenfor gennemgår vi de seks vigtigste kategorier af økonomisk og finansiel kriminalitet og hvordan de fører til statens ansvar, erstatningskrav og skader på omdømme inden for miljø- og planlægningsområdet.
Økonomisk mismanagement
Økonomisk mismanagement fra en offentlig myndighed kan opstå, når budgetterne for miljøtilsyn, saneringsforanstaltninger eller infrastrukturtilpasninger er fejlagtigt fastsat, budgetteret eller anvendt. Eksempler kunne være et vandråd, der ikke opretholder tilstrækkelige reserver til oversvømmelsessikring, eller en kommune, der forkert tildeler tilskud til jordbundsundersøgelser til uautoriserede projektudviklere. Sløseri med budgetter og uklare regnskaber kan føre til uventede skatter eller efterbetalinger fra andre myndigheder, hvilket medfører ekstra omkostninger for virksomheder. Hvis sådanne fejl stammer fra forsømmelse eller ulovlig beslutningstagning, kan den berørte virksomhed gøre staten ansvarlig for ulovlig offentlig handling (artikel 6:162 i den hollandske borgerlige lovbog) eller misligholdelse af kontraktlige aftaler. I dette tilfælde risikerer staten høje erstatninger, procesomkostninger og et dårligt omdømme som en pålidelig partner.
Svig
Svig inden for en tilsyns- eller tilladelsesgivende myndighed underminerer alvorligt retssikkerheden. Eksempler kunne være forfalskede miljøundersøgelser i rapporter, der er offentligt finansieret, manipulation af nitrogenmålinger eller bevidst tilbageholdelse af negativ vurdering i en miljøpåvirkningsrapport. Når sådanne praksisser afsløres — for eksempel gennem en whistleblower-anmeldelse eller en offentlig anmodning om aktindsigt (WOB) — kan staten blive pålagt at revidere alle berørte beslutninger og bevise, at de fremover opfylder alle lovgivningsmæssige krav. Projekter kan blive forsinket, og udviklere kan kræve erstatning for statens omkostninger og tabte gevinster som følge af den svigagtige beslutningstagning. Følgerne er ikke kun økonomisk kompensation, men også alvorlig skade på de relevante myndigheders omdømme.
Bestikkelse
Bestikkelse af embedsmænd eller tilsynsførende i miljø- og planlægningsprocedurer fører til ugyldige beslutninger, og staten kan blive solidarisk ansvarlig for de skader, der opstår som følge af ulovlig tilladelsegivning. For eksempel, en kommunal projektgruppe, der mod betaling opnår ændringer i lokalplaner eller lempelse af tilladelser til boligbyggeri eller erhvervsområder. Når kriminalitetsundersøgelser viser, at bestikkelse er sket, vil alle de omstridte beslutninger blive erklæret ugyldige, og de berørte parter kan kræve erstatning for forsinkelser, ekstra undersøgelsesomkostninger og tabte driftsmuligheder. De politiske og administrative konsekvenser er store: involverede borgmestre eller byrådsmedlemmer vil blive tvunget til at træde tilbage, og tilliden til kommunens integritetspolitik vil blive alvorligt undermineret.
Hvidvaskning
Håndhævelsen af anti-hvidvaskning regler spiller også en rolle i miljø- og planlægningsprojekter, når uforklarlige pengebevægelser dukker op i jordtransaktioner, saneringsordrer eller tilskud. Hvis en kommune eller et vandråd ikke genkender eller rapporterer mistænkelige transaktioner i henhold til hvidvaskningsloven (Wwft), kan tredjeparter, der investerer, gøre krav på kompensation, når staten handler for sent eller tildeler tilladelser uretmæssigt. Ansvarligheden kan være baseret på en overtrædelse af tilsynspligten. Projekter kan stoppe op, hvis tilskud bliver inddrevet eller bankkonti fryses, hvorefter de involverede virksomheder kan gøre staten ansvarlig for de forsinkelses- og renteomkostninger, samt skader på omdømmet overfor investorer og markedsdeltagere.
Korruption
Korruption i beslutningstagning vedrørende miljø- og planlægningsprojekter er et tegn på et systematisk netværk af gensidige fordele mellem embedsmænd og erhvervslivet. Det går ud over enkeltstående tilfælde af bestikkelse og berører kernen af demokratisk ansvarlighed. Når politiske ledere eller embedsmænd har personlig gevinst af planlægningsbeslutninger — for eksempel via sekundære job i udviklingsselskaber eller ved at tilbyde billige lån — kan interessenter og miljøorganisationer kræve, at domstolene anvender artikel 6:162 i den hollandske borgerlige lovbog (Civilloven) for at sikre, at de grundlæggende principper for god forvaltning respekteres (artikel 3:4 og 3:41 i den administrative lovgivning, Awb). Dette kan føre til tilbagekaldelse af tilladelser og betydelige erstatningskrav mod staten, samt betydelige administrative foranstaltninger og muligvis efterforskning af korruption af det økonomiske kriminalitetsafdeling (FIOD).
Overtrædelse af internationale sanktioner
Selv i miljøprojekter med en international komponent kan den hollandske stat blive ansvarlig, hvis den underminerer gældende sanktioner. Eksempler på dette kunne være tilladelsesgivning for transnationale gasledninger eller affaldsdeponeringer i samarbejde med sanktionerede enheder. Overtrædelse af EU- eller FN-sanktioner kan medføre bøder og tilbagekaldelse af tilskud. Private parter, der lider økonomiske tab eller tvinges til at opsige kontrakter, kan gøre krav på erstatning mod staten for ulovlig handling eller misligholdelse af kontrakt. En sådan krav medfører ikke kun direkte erstatning, men skader også Holland som en troværdig retsstat på den internationale scene.
